I lørdags havde vi besøg af Dansk Folkehjælp, der leverede et fantastisk 4-timers kursus i førstehjælp med særligt fokus på brug af hjertestarter. Vi var 14 deltagere, og det var en eftermiddag, der både var lærerig, engagerende og overraskende underholdende.

Kurset var præcis, som det skal være: praktisk orienteret og levende. Vi fik alle mulighed for at øve os på hjertemassage og kunstigt åndedræt på dukker.

Vores underviser, Christina Thrane Beck, delte gavmildt ud af sine mange års erfaring inden for førstehjælp – både fra arbejde og privatliv. Hendes indsigt og virkelige historier gjorde undervisningen levende og troværdig. Det var tydeligt, at Christina har stor erfaring med at formidle viden på en måde, der giver selvtillid til at handle i en akut situation.

En stor del af kurset handlede om sikkerhed ved ulykkesstedet – noget vi måske ikke i øjeblikket tænker over, men er helt afgørende, når ulykken er ude. Vi fik konkrete værktøjer til at vurdere situationen, sikre os selv og andre, og træffe de rigtige beslutninger under pres.

Huset stod for drikkevarer, og der var bagt brombærmuffins med lokale bær. Det skabte en rigtig god stemning og gjorde dagen til noget særligt.

Vi er taknemmelige for, at Dansk Folkehjælp kunne komme forbi og dele deres ekspertise med os, så vi nu er bedre rustet til at gribe ind, hvis nogen får brug for hjælp.

Vi håber, at Dansk Folkehjælp kommer igen i fremtiden med flere kurser – I hører mere om det!