Vi må sige, at støttegruppens bankoaften blev en rekord på flere måder. Der var formodentlig flere deltagere end nogensinde før, og spillet fik en uventet fart, da hele otte deltagere råbte “banko” på samme tid. Det har vi vist ikke prøvet før.

Karsten og Gitte fik travlt med at kontrollere rækkerne og få gevinsterne fordelt, før spillet kunne fortsætte. Arne styrede som altid aftenen med ro og overblik.

I pausen blev der serveret kaffe, æbleskiver og cremekage, og nogle tog forskud på julen med juleøllen “Ale no. 24” fra Refsvindinge Bryggeri.
Efter spillet gik vinderne hjem med flotte gevinster, hvoraf en del var venligt sponsoreret af Masava Kemi, Svendborg Havn, Salon Lund, Skårup Fodterapi samt forsamlingshusets støttegruppe og bestyrelse. Til sidst blev der ryddet op og gjort rent, så holdet kunne slutte aftenen omkring kl. 23.
Endnu et vellykket arrangement.