Med blå himmel, strålende sol og ingen blæst samledes vi ved forsamlingshuset til en lokal byvandring i Åbyskov med Elin Boss som vores engagerede guide.
Vi var 30 deltagere, klar til at dykke ned i lokalområdets historie.

Vi startede ved Forsamlingshus, hvor Elin fortalte om bygningens rolle i lokalsamfundet og om de omkringliggende huse, som i “gamle dage” ikke blot husede familier, men også fungerede som pulserende centre for handel. Det var spændende at høre, hvordan mange af disse bygninger tidligere rummede forretninger og værksteder, der gjorde området til et knudepunkt for det lokale liv.
Turen gik videre med fortællinger fra frugtplantagerne og videre til vandet ved badebroen, vor udsigten over sundet åbnede op for en rejse tilbage i tiden da skibsrederne havde deres både liggende ud for Skårupøre og Åbyskov.
Turen gik tilbage til udgangspunktet ved huset, hvor vi indtog en lækker sandwich og drikkevare, mens vi udvekslede oplevelser og nød den gode stemning, som en fælles tur skaber.
En stor tak til Elin Boss hvis viden og passion for lokalområdet gjorde turen til en fantastisk oplevelse.
Håber, vi ses til endnu en byvandring.

