Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Udkantsdanmark – besøg fra Hovedstaden

26 februar kl. 17:30 21:00

Vi er på scenen igen og lægger op til et brag af en forestilling.
Vi griner konstant, for det er et rigtig sjovt – og en smule frækt – stykke, der venter jer. Glæd jer til et festfyrværkeri af replikker, når 7 skuespillere indtager scenen med ”Udkants Danmark – Besøg fra Hovedstaden”, en farce skrevet af Erik Hansen.

Dette er en aftenforestilling – med mulighed for at forudbestille 3 stk. uspecificeret smørrebrød på NemTilmeld.

  • Til alle er der kaffebord i pausen, med lagkage, kringle og kaffe
  • Arrangementet starter kl  17:30. Dem der har bestilt spisning sætter sig til bords. 
  • Hvis man ikke har bestilt spisning kan man vente med at komme til ca kl 18. 
  • Forestillingen starter ca kl 18:30 – når spisningen er overstået.
  • Inklusiv pausen varer forestillingen 2 timer.

Priser: 100 kr uden spisning, 175 kr med spisning. For børn er priserne hhv 60 og 125 kr.

Køb din billet nu, senest 24 februar 2025

Vi opfører også på disse dage: 22 februar og 28 februar.

Om stykket:

Rollebesætning:
Alfred: Preben Gammelmark
Inge: Marianne Mix Larsen
Maren: Ellen Andreasen
Erik: Poul Larsen
Lisa: Chuan Andreasen *
Mette: Gitte Jensen
Poul Arne: Keld Skotte
Helle Ulm er sufflør, og Jonas Mix Larsen tager sig af lyden. *

*: ikke på billedet

Den evigt aktuelle historie om landmandssønnen Erik, der på en tur til hovedstaden falder for københavnerpigen Mette – og selvfølgelig tager hende med hjem til gården. Men idyllen varer kort, for Eriks far, Alfred, hans mor, Inge, og farmor, Maren, ser straks, at Mette absolut ikke passer ind i deres landlige virkelighed.
Noget må gøres!

Planen er simpel: Mette skal afsættes til naboen, Poul Arne – en mildt sagt naiv ungkarl, der stadig bor hjemme hos sin strikse mor. For at øge chancerne for succes, bliver Poul Arne “hjulpet” lidt på vej med alt fra piller og snaps til viagra, så han kan mønstre mod til at charmere den ”stakkels” Mette.


På gården er der én ting, der kræver mere overtalelse end at flytte en traktor – og det er at få Alfred til at tage sig sammen! Hans største talenter er skarpe bemærkninger, et glødende temperament og en bemærkelsesværdig evne til at undgå fysisk arbejde. Trods sin magelige tilgang til gårdlivet, er Alfred en snu og intelligent mand, der altid har en mening klar – om alt! Heldigvis er Inge altid parat til at tage styringen… eller i det mindste forsøge.


Erik har hurtigt lært, at hvis man vil have sin farmors opmærksomhed, skal stemmen hæves – gerne en del. Maren hører måske dårligt, men intet undslipper hendes skarpe blik og snu landbo-logik. Med et uovertruffet netværk har hun fuldstændig styr på alt, hvad der sker i landsbyen – langt mere end lokalavisen nogensinde kan.
På gården arbejder også Lisa, en flittig og fornuftig hjælper, der kender stedet ud og ind. Erik og Lisa har en fortid som kærester, og selvom de nok stadig har et godt øje til hinanden, er situationen blevet noget mere kompliceret, siden Erik tog storbykæresten Mette med hjem til gården.
Stykket er en skarp og hylende morsom historie om kulturclash, familieintriger og drastiske løsninger – bestemt ikke for dem med fine fornemmelser!