Vi er på scenen igen og lægger op til et brag af en forestilling.
Vi griner konstant, for det er et rigtig sjovt – og en smule frækt – stykke, der venter jer. Glæd jer til et festfyrværkeri af replikker, når 7 skuespillere indtager scenen med ”Udkants Danmark – Besøg fra Hovedstaden”, en farce skrevet af Erik Hansen.
Dette er en festforestilling – med spisning og levende musik. I køkkenet forbereder vore gode husfe, Elin, en lækker omgang stegt flæsk og persillesovs.
Der er pladser for dem der ikke vi spise med.
Priser: 150 kr uden spisning, 250 kr med spisning. For børn er priserne hhv 75 og 150 kr.
Køb din billet nu, senest 23 februar 2025
Vi opfører også på disse dage: 22 februar og 26 februar
Efter den sidste forestilling inviterer vi til en uforglemmelig festaften med det populære musikerpar Beck & Olsen fra Fyn. Aftenen byder på lækker mad og levende musik, hvor disse rutinerede musikere lover at sætte fuld gang i dansegulvet med et alsidigt repertoire, der får alle generationer til at svinge med.
De har været en duo i mere end 16 år og er garanter for en fantastisk stemning. De læser publikummet perfekt og sikrer, at der er musik til enhver smag. Uanset om du vil synge med, danse eller bare nyde de gode toner, lover vi dig en forrygende aften.
Kom og vær med til at afslutte vores dilettantsæson med musik, dans og masser af god stemning!
Rollebesætning:
Alfred: Preben Gammelmark
Inge: Marianne Mix Larsen
Maren: Ellen Andreasen
Erik: Poul Larsen
Lisa: Chuan Andreasen *
Mette: Gitte Jensen
Poul Arne: Keld Skotte
Helle Ulm er sufflør, og Jonas Mix Larsen tager sig af lyden. *
*: ikke på billedet
Den evigt aktuelle historie om landmandssønnen Erik, der på en tur til hovedstaden falder for københavnerpigen Mette – og selvfølgelig tager hende med hjem til gården. Men idyllen varer kort, for Eriks far, Alfred, hans mor, Inge, og farmor, Maren, ser straks, at Mette absolut ikke passer ind i deres landlige virkelighed.
Noget må gøres!
Planen er simpel: Mette skal afsættes til naboen, Poul Arne – en mildt sagt naiv ungkarl, der stadig bor hjemme hos sin strikse mor. For at øge chancerne for succes, bliver Poul Arne “hjulpet” lidt på vej med alt fra piller og snaps til viagra, så han kan mønstre mod til at charmere den ”stakkels” Mette.
På gården er der én ting, der kræver mere overtalelse end at flytte en traktor – og det er at få Alfred til at tage sig sammen! Hans største talenter er skarpe bemærkninger, et glødende temperament og en bemærkelsesværdig evne til at undgå fysisk arbejde. Trods sin magelige tilgang til gårdlivet, er Alfred en snu og intelligent mand, der altid har en mening klar – om alt! Heldigvis er Inge altid parat til at tage styringen… eller i det mindste forsøge.
Erik har hurtigt lært, at hvis man vil have sin farmors opmærksomhed, skal stemmen hæves – gerne en del. Maren hører måske dårligt, men intet undslipper hendes skarpe blik og snu landbo-logik. Med et uovertruffet netværk har hun fuldstændig styr på alt, hvad der sker i landsbyen – langt mere end lokalavisen nogensinde kan.
På gården arbejder også Lisa, en flittig og fornuftig hjælper, der kender stedet ud og ind. Erik og Lisa har en fortid som kærester, og selvom de nok stadig har et godt øje til hinanden, er situationen blevet noget mere kompliceret, siden Erik tog storbykæresten Mette med hjem til gården.
Stykket er en skarp og hylende morsom historie om kulturclash, familieintriger og drastiske løsninger – bestemt ikke for dem med fine fornemmelser!