
En forrygende aften med god stemning, begejstrede mennesker, lækre snacks.
100 interesserede sjæle fra alle Fyns hjørner kom for at høre Maria Hyldemor (oprindeligt Maria Lisette Jacobsen) fortælle om det vidunderlige univers af planternes helbredende egenskaber.
Vi hørte om, hvordan man selv kan lave tinktur, olie, té, infusion og meget mere fra planter, som vokser omkring os. Alt for at styrke vores helbred og gøre os uafhængige af medicinalindustriens fristelser. Med gode og sjove anekdoter var Maria meget inspirerende og delte ud af sin fantastiske viden. Det vakte begejstring hos de fremmødte. I pausen blev der spist sunde snacks, snakket, hygget og der var stor rift om hendes bog: “Blandt urter og elverfolk.“
Selv den yngste fremmødte på 16 år forlod forsamlingshuset med et glimt i øjet og en lang ønskeliste om planter til sin have.
Nu handler det bare om at komme i gang og gå på opdagelse i naturen omkring os.
Måske gå-turerne fra forsamlingshuset kan kombineres med urte-jagt…

