Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Foredrag: Fortidens og fremtidens vilde natur

12 november kl. 19:00 21:00

Mange dyre- og plantearter er i disse år i tilbagegang – men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Lær naturens spilleregler at kende for bedre at komme de truede arter til undsætning.

Anne Eskildsen,ph.d. i biologi og naturrådgiver

Hans Henrik Bruun, professor i økologi ved Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Rasmus Ejrnæs, professor i biodiversitet ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet. Foto: Anne Dalsgaard.

I disse år er mange dyre-, plante- og svampearter i massiv tilbagegang eller allerede uddøde – både i Danmark og i mange andre lande. Men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Hvordan kunne mange planter og sommerfugle alligevel finde levesteder i middelalderens danske kulturlandskab – fx side om side med landbruget? Truslerne mod den vilde natur er menneskeskabte, men vi mennesker har også nøglen til at vende tilbagegangen til fremgang.

I aftenens foredrag vil du høre tre eksperter fortælle om årsagerne til den vilde naturs tilbagegang og om mulighederne for at vende udviklingen:

Rasmus Ejrnæs, professor i biodiversitet, vil tage dig med tilbage til vores dybe forhistorie til en tid hvor planeten endnu myldrede med store eksotiske dyr – blandt andet huleløver.
Hans Henrik Bruun, professor i økologi, vil være din guide på en tidsrejse gennem det historiske landskab, som var domineret af blomster- og insektrige enge og overdrev med bredkronede træer, og gennem 1800-tallets industrialisering af landbrug og skovbrug.
Anne Eskildsen, ph.d. i biologi og naturrådgiver, vil tage dig helt frem til nutiden, hvor biodiversiteten er presset, men hvor flere aktører melder sig på banen i kampen om at skabe bedre forhold for den vilde natur i Danmark. Hør Anne fortælle om en række naturforbedrende projekter der allerede er søsat eller planlagt rundt om i Danmark – både initiativer hos private borgere, hos myndighederne og hos store og små erhvervsvirksomheder.
Du vil i foredraget få indsigt i naturens spilleregler – herunder de naturlige økosystemer i Danmark – da det at kende naturens spilleregler er en del af løsningen som vil for alvor give plads til de truede arter.

Anne Eskildsen er cand.scient. og har en ph.d.-grad i biologi fra Aarhus Universitet. Anne har igennem sin karriere arbejdet med forskning, rådgivning, undervisning og formidling om biodiversitet og naturgenopretning. Hun er medstifter af den private rådgivningsvirksomhed Naturrådgiverne Eskildsen & Buur, hvor hun bl.a. rådgiver virksomheder, myndigheder og private jordejere, der ønsker at skabe bedre forhold for biodiversiteten. Anne har tidligere forsket i dagsommerfugle, og er i dag daglig leder af projektet Danmarks Dagsommerfugle, der står for den nationale overvågning af dagsommerfuglenes bestandsudvikling.

Hans Henrik Bruun er professor i økologi ved Københavns Universitet, hvor han forsker i samspil mellem planter, svampe og dyr, i biodiversitet og i naturbevaring og naturgenopretning. Han har en ph.d.-grad fra Københavns Universitet, men har i mellemtiden også forsket ved Stockholms og Lunds universiteter. Han har forsket i den danske biodiversitets udvikling fra jernalderen til i dag, men navnlig de seneste 250 år – det sidste især ved hjælp af tidlige naturforskeres rejsedagbøger kombineret med gamle kort og andre samtidige kilder. Hans forskning bliver flittigt formidlet ved foredrag og gennem artikler i aviser og blade.

Rasmus Ejrnæs er professor i biodiversitet ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Rasmus forsker i betydningen af menneskers arealanvendelse for alle de andre arter, vi deler økosystemerne med.
Rasmus har med sin forskning bidraget til design af det nationale overvågningsprogram for den landbaserede natur og biodiversitet og stået i spidsen for udviklingen af nationale værktøjer til den rumlige prioritering af naturbeskyttelse og naturgenopretning. Rasmus forsker også i virkemidler til at genoprette selvforvaltende økosystemer og er gået all-in på Vild med Vilje hjemme i sin egen have i Hjortshøj. Rasmus Ejrnæs formidler aktivt som debattør, foredragsholder, ekspert og forfatter. Rasmus har blandt andet udgivet essayet ‘Månerude’ på Gutkind Forlag (2023), ‘Manifest for Livsrettigheder’ i tidsskriftet Ny Jord (2020) samt bogen ‘Den Uendelige Have’ (2016) og Tænkepausen ‘Natur’ på Aarhus Universitetsforlag (2013). Fra 2019-2024 var Rasmus vært på det ugentlige naturprogram Vildspor på Radio4.